English
Indian
العربية
Español
Deutsch
Türkçe
Русский
Français (Afrique)
Rayman Origins: Enhanced Edition uppvisat i ny gameplay-trailer
Det var alltför länge sedan vi fick ett nytt äventyr med Ubisofts meste plattformsmaskot, Rayman. Och... det får vi väl egentligen inte i år heller, men väl {Rayman Legends Retold}, en rejält moderniserad version av {Rayman Legends} med extra innehåll, och dessutom medföljer Rayman Origins: Enhanced Edition i paketet.
Den 1 oktober är det premiärdags till PC, Playstation 5, Switch 2 och Xbox Series S/X - och redan nu vill Ubisoft bygga lite hype genom att påminna oss om vilket utomordentligt fint gameplay {Rayman Origins} hade, och visar nu därför upp dess Enhanced Edition i ny trailer. Kolla in härunder.
Anmeldelse | The Odyssey
Homers Nolanske Odysseen
The Odyssey er Christopher Nolans store filmversion af Homers episke heltedigt Odysseen, som man mener blev nedskrevet i det 7. eller 8. århundrede f.Kr. solvita.blog
Det gør også filmen til den første fra Nolan, der går så langt tilbage i historien — og samtidig hans mest rene bud på den helt store, episke fortælling.
Som i originalen følger filmen den heroiske konge af Ithaka, Odysseus (mesterligt, harmonisk og meget grundigt spillet af Matt Damon), på hans lange vej hjem efter flere år i den trojanske krig. Rejsen fører ham fra den skæbnesvangre krig i Troja — med den legendariske scene med den trojanske hest — til Ithaka, og den varer endnu ti år. Undervejs møder han farer og brutalitet, som tvinger ham til at se de skæbner i øjnene, han påfører andre, ikke bare sin hær, men især sin egen familie. Især hans kone Penelope (spillet af en karrierepå sit højeste-agtig Anne Hathaway), som er blevet efterladt hjemme med sønnen Telemachos (Spider-Mans egen Tom Holland), må holde stand mod en flok uregerlige bejlere, ikke mindst i skikkelse af en gnistrende Robert Pattinson.
Markerer første helt fuldtonede Christopher Nolan-film
The Odyssey markerer på imponerende vis den første helt fuldtonede Christopher Nolan-film. Det her er ikke bare en film, men et storværk.
For første gang lægger Nolan sin Nolanske kappe fra sig og træder frem med en film, der føles som en føniksagtig kunstnerisk genfødsel — noget kun få instruktører har formået. Tænk Kubrick, da han forbløffede verden med 2001: A Space – øhhh…- Odyssey. Kort sagt.
Som 55-årig virker Nolan til at være ved at ramme ind til sin egen kerne, uden den ellers lidt omklamrende Nolanske stil. Det er virkelig en fornøjelse at se. Det er gjort fornemt. Findes der et større ord end episk? Nej. Et episk storværk. Heldigvis er Nolan her mere Robert Eggers end Ridley Scott i sin sans for storladenhed.
Stærke horrormomenter
Og så er han overraskende stærk, når det gælder horror. Hans kyklopscene er en fremragende Harryhausen-blanding af The Descent og The Pale Man fra Pans labyrint. På samme måde forvandler han en heksescene til noget, der er en blanding af bodyhorrorfilmen Society, krydret med svinetryllescenen fra Chihiro og heksene.
Større bliver det næppe.
Nolan sætter det hele i scene med brutal præcision og højtidelig skønhed i et episk sandalmesterværk, som har potentiale til at leve videre i mange år. Samtidig leverer han Harryhausen på steroider, og hans monstre vil kunne gøre selv Guillermo del Toro misundelig.
Matt Damon har sin bedste rolle til dato, og med Christopher Nolans version af The Odyssey føjes endnu et filmisk kapitel til værker som LOTR og Dune, som hidtil ikke har ladet sig filmatisere.
Himmel og helvede
Det er himmel og helvede, der brager sammen, og resultatet er en ren “ud af kroppen oplevelse”.
Nolan får også vist, at selv med al sin tekniske genialitet er det de menneskelige øjeblikke, der bliver siddende. Og selv om Nolans skala er betagende, mister Odysseen aldrig menneskene i centrum af syne. Det er en klassisk historie om at finde hjem; om hvad krig kræver, og om hvad håb kan give tilbage.
Så kan man godt se stort på lidt woke hist og her og et par mere moderne formuleringer a la “I told you to fuck off”.
Et særligt tip med hatten skal også gå til filmens lydside af Ludwig Göransson, der leverer karrierens højdepunkt og får én til at glemme Hans Zimmer. Det er et gådefuldt, fantasifuldt musikalsk ørkenvildskab.
Et sandt epos
Med sin seneste film har Nolan skabt et epos, der både føles gammelt og slående relevant. Sådan former en sand mester en film.
The Odyssey er nemlig ikke mindre end et guddommeligt storværk af en mesterinstruktør i stadig stærkere form.
Kommt nun eigentlich der Super-Intermediate in der Formel 1?
Meist waren die Piloten im Regen mit den ...Weiterlesen
Rayman Origins: Enhanced Edition vist i ny gameplay-trailer
Det er alt for længe siden, vi har haft et nyt eventyr med Ubisofts mest ikoniske platformmaskot, Rayman. Og... nå, vi får heller ikke rigtig en i år, men vi får Rayman Legends Retold, en markant opdateret version af Rayman Legends med ekstra indhold, og Rayman Origins: Enhanced Edition er også inkluderet i pakken.
Den 1. oktober markerer udgivelsesdatoen for PC, PlayStation 5, Switch 2 og Xbox Series S/X – og Ubisoft bygger allerede noget hype op ved at minde os om, hvor exceptionelt godt gameplayet i Rayman Origins var, så de viser nu deres Enhanced Edition i en ny trailer. Se det nedenfor.
Two utterly unique and long lost '90s PC horror classics have been exhumed, and they're coming to Steam soon
If you so much as flicked through a PC gaming magazine in the mid '90s, you'll probably recognise the name Ecstatica. Created by Londoner Andrew Spencer and published by Psygnosis, the series spawned two instalments: the first released in 1994 and is a medieval-themed survival horror. The second arrived in 1997, and while it's very distinctly an Ecstatica game by dint of its art style, it dialed back the horror elements quite a bit.
That art style is pretty crucial: instead of polygonal character models, Ecstatica's engine used ellipsoids, which are, well, roundish. Bulbous even. Rather than paraphrase the formula-ridden Wikipedia page for ellipsoids, it's probably easier just to show you this:
It's a pretty distinctive art style, and famously, Andrew Spencer wrote the engine himself from scratch. The ellipsoids are real as well: other games that have a similar art style, like Little Big Adventure for instance, implement Gouraud shading to create the effect of softness where there's actually a hard angle.
As Spencer told Next Generation in 1996: "The main advantage is the organic-looking characters. Triangles tend to make hard, robotic-looking figures, whereas ellipsoids can be used to create more rounded, human alternatives. Ellipsoids can also be more efficient because you can make a much better looking character out of fewer shapes."
I doubt many people would describe Ecstatica's characters as "organic-looking" from the vantage point of 2026, but I do remember being blown away by the look of these games in static magazine screenshots. Compared to, say, Alone in the Dark, it looked decidedly like a step up, even if in reality it was a step sideways.
I'm sure it's easy to find Ecstatica and its sequel online, but they've not been commercially available for decades. That's about to change: they're among a new round of SNEG reissues, which also includes the 2001 Dungeons & Dragons RPG Pool of Radiance: Ruins of Myth Drannor, 1997 3D action game Dark Earth, 2001 turn-based strategy Warlords 4, and 1998 military tactics sim Soldiers at War.
Obviously, as with the vast majority of early '90s PC horror, Ecstatica will probably feel stiff and unmanageable to most modern players. Like Resident Evil and Alone in the Dark, both instalments use tank controls, and their 3D worlds are viewed from fixed camera perspectives. Both also lean on puzzle solving and amusing instant death scenarios. Still, I reckon the occasional torment is worth it just to see the still-gorgeous ellipsoid art in motion.
Ecstatica and Ecstatica 2 will come to Steam and GOG later this year. For more, check out Richard Cobbett on the original Ecstatica.